Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT |

Region SyddanmarkHandicapcenter Fyn


Frivillighed

På de sociale centre i Region Syddanmark ønsker vi, med udgangspunkt i regionens politik for frivillighed og medborgerskab, løbende at styrke og udvikle vores arbejde med frivillighedsområdet.
 
Frivillighed kan have mange former, og det fælles for de frivillige indsatser er, at de skal skabe værdi for borgerne. Både for de der modtager, og for de der yder en frivillig indsats.

Det at være frivillig i Handicapcenter Fyn

I Handicapcenter Fyn er der borgere, der har ønsker til en mere værdifuld fritid, og her er en frivillig en vigtig medspiller i borgerens liv. Nogle borgere har ikke kontakt til nære pårørende. Disse borgere vil vi gerne give muligheden for at opleve: ”Der er også én, der besøger mig”.

I Handicapcenter Fyn skal det være nemt at være frivillig. Derfor sørger vi for at tilpasse den frivilliges indsats til de kompetencer, ønsker og grænser, som den frivillige har. Vi udarbejder derfor beskrivelser, hvor den frivillige kan se, hvad opgaven går ud på. Beskrivelser der bygger på borgerens egne ønsker: Er ønsket en ugentlig gåtur eller en kop kaffe i lejligheden? Har borgeren nogle særlige interesser, som den frivillige kan bakke op om? Eller er ønsket, at den frivillige indgår i en af de aktiviteter, borgeren deltager i?

Der er mange måder at være frivillig på: Til glæde for den enkelte borger eller en gruppe af borgere/en afdeling. Det kan være en nær kontakt eller mere perifert. Som ny frivillig har man måske ikke erfaringer i forhold til at være sammen med mennesker med handicaps og/eller udviklingshæmning. Spørgsmål som: ”Hvordan kommunikerer man med et menneske, der ikke har et verbalt sprog?”, ”Skal jeg hjælpe med personlige ting?” eller ”Hvad hvis borgeren bliver ked af det?” kan presse sig på. Den nøgleperson du tilknyttes som frivillig, kan bl.a. hjælpe med de spørgmål der opstår.

Som frivillig kan du forvente at:

  • Få en samtale med introduktion til borgergruppen og centeret.
  • Blive tilknyttet en bestemt opgave, hvor dine kompetencer og ønsker bliver matchet med borgernes ønsker.
  • Blive tilknyttet en nøgleperson ansat på den afdeling, hvor du skal yde din frivillige indsats.
  • Opfølgende samtaler.
 
Som frivillig skal du underskrive en tavshedspligterklæring og aflevere en straffeattest samt børneattest de steder, hvor det er relevant. Forsikringsmæssigt er du som frivillig dækket på lige vilkår med centrets ansatte. Læs mere om det at være frivillig på socialområdet i velkomstfolderen.

Den gode historie

Der findes mange former for frivillighed og ligeså mange forskellige måder at arbejde med frivillighedsområdet på.
 
På Handicapcenter Fyn troede vi i første omgang at corona fik sat en stopper for al vores arbejde med frivillige, lige indtil vi begyndte at få øjnene op for at borgerne sagtens selv kan være frivillige og være med til at gøre en forskel.  
 
På Låddenhøj, der  er et aktivitets- og samværstilbud for voksne mennesker med betydelig og varig nedsat funktionsniveau, har Sonni sin daglige gang. Sammen med personalet går Sonni stort set hver dag en fast rute, hvor der skal samles affald og ”holdes orden”. Sonni tænker i systemer, og skraldeturen er med til at tilfredsstille hans sans for orden. Ud fra den rehabiliterende tankegang får Sonni støtte til selv at være frivillig.
 
Find kontaktoplysninger til socialområdets frivillighedskoordinator, frivilligtovholdere i de andre centre og læs Region Syddanmarks politik for frivillighed og medborgerskab

Senest opdateret den19-05-2021
Skriv tilSocialområdet



Tilgængelighedserklæring