Skip til primært indhold

Frivillighed og medborgerskab i Handicapcenter Fyn

I Handicapcenter Fyn tror vi på, at frivillighed er med til at skabe livskvalitet og meningsfulde øjeblikke – både for borgere og for de frivillige selv. Derfor værdsætter vi samarbejdet med engagerede frivillige, foreninger og frivilligorganisationer højt. Vi har allerede mange dedikerede kræfter tilknyttet, men vi tager med glæde imod flere.

Frivillighed, som gør en forskel i hverdagen

Frivillighed hos os kan se ud på mange måder. Du kan blive besøgsven, hjælpe til ved arrangementer, deltage i fritidsklubber eller være med til at skabe hyggelige stunder i vores filmklub. Det vigtigste er, at du har lyst til at gøre en forskel og møder mennesker med åbenhed og respekt.

En af vores besøgsvenner kommer fx hver lørdag og bruger en time sammen med en borger – enten på en gåtur eller med snacks og en film. På en af vores andre afdelinger kommer en frivillig ugentligt og er i kontakt med flere borgere. Her spiller hun vendespil med én borger, går tur med en anden og følges med en tredje borger til torsdagscafé. 

Frivillige til arrangementer og særlige oplevelser

Flere gange om året holder vi større arrangementer – som sommerfester, Royal Side Run og Mini OL. Her spiller vores frivillige en vigtig rolle. De hjælper med alt fra borddækning og grill til samvær med borgerne og oprydning. Når der er Filmklub, hjælper frivillige med at stille op i caféen, servere snacks og hygge om borgerne under filmen.

Nogle gange kommer frivillighed på fire ben – i form af besøgshunde eller klappeponyer, som skaber glæde og ro hos mange af vores borgere.

Du får mere igen, end du giver

Mange frivillige fortæller, at de går hjem med følelsen af at have gjort en reel forskel. Du hjælper med at skabe fællesskab, socialt liv og gode minder for borgere, som ikke altid har deres egen familie tæt på. Samtidig oplever du, at du bliver en del af et givende fællesskab – og får mulighed for at lære nye sider af dig selv og andre mennesker at kende.

Grundig introduktion og fast kontaktperson

Vi sørger for, at du som frivillig får en grundig introduktion til både stedet og borgerne. Du får en fast kontaktperson i den afdeling, du er tilknyttet, og din frivillige indsats bliver tilpasset dine ønsker, kompetencer og grænser.

Du skal være indstillet på, at borgerne kan reagere forskelligt og bruge længere tid på at skabe kontakt. Mange af borgerne udtrykker sig på andre måder end med ord, og derfor er tålmodighed, nærvær og en rolig tilgang vigtige egenskaber. Du skal også være forberedt på, at nogle borgere kan have et andet forhold til intimsfære og fx gerne vil holde i hånd eller være tæt på.

Sådan bliver du frivillig hos os

Har du lyst til at være med? Vi har løbende brug for nye frivillige og glæder os til at tage imod dig. 
Som frivillig skal du underskrive en tavshedserklæring og aflevere en straffeattest - og en børneattest, hvor det er relevant. Du er forsikringsmæssigt dækket på lige vilkår med vores ansatte, når du er her.

Du kan læse mere om det at være frivillig på socialområdet i vores velkomstfolder [indsæt linket]. Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere, så kontakt os – vi hjælper dig godt i gang.

Anne Runge

Frivilligheds- og udviklingskonsulent

Udviklingsteamet


2125 0181
APPFWU02V