Skip til primært indhold

Hverdagen i Skovhuse

I Skovhuse lægger vi vægt på, at hverdagen er tryg, genkendelig og meningsfuld. Vi tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ønsker - og skaber en dagligdag med aktiviteter, ro og fællesskab. 

Aktiviteter i hverdagen

De fleste borgere i Skovhuse er i hverdagen tilknyttet et eksternt aktivitets- og samværstilbud. De kører i bus til og fra tilbuddet, typisk fra morgen til middag eller eftermiddag afhængigt af deres indskrivning.

For borgere, der ikke er tilknyttet et aktivitets- og samværstilbud, tilrettelægger vi efter aftale meningsfulde aktiviteter i Skovhuse, som passer til den enkeltes behov. Det kan f.eks. være karbad, historiefortælling, gå- eller cykelture og lignende.

Flere borgere deltager i ridefysioterapi, og enkelte går til svømning.

Bevægelse, nærvær og fællesskab

Vi har vores egen handicapbus med lift, som giver os stor fleksibilitet til at tage på ture, besøge nærområdet eller deltage i arrangementer uden for Skovhuse.

Vi har også to specialcykler: én med plads til en kørestol og en side-by-side cykel, hvor borger og personale kan cykle sammen. Det giver mulighed for frisk luft, bevægelse og fælles oplevelser i et tempo, der passer til borgeren.

Ro og restitution

Midt på dagen tilbydes alle borgere et middagshvil tilpasset deres behov og præferencer. For nogle foregår det i sengen, for andre i en sofa eller lænestol. Det er et vigtigt pusterum, hvor der er ro og tid til at lade op.

Eftermiddage og aftener er borgernes fritid. Her er der tid til at slappe af, nyde stilheden eller være med til fælles hygge og aktiviteter. Mange borgere har TV i deres lejlighed, og de borgere, der har lyst, kan se TV eller film i fællesrummet.

Vi har også et sansehjørne med kuglebad og madras, som benyttes af dem, der har glæde af det.

Mulighed for aftenskole

Forår og efterår er der mulighed for at tilkøbe plads på AOF-hold, som er særligt tilrettelagt målgruppen. Det kan f.eks. være udeliv, hvor der hygges med bålaktiviteter i gårdhaven. Undervisningen varetages af kendt personale og foregår i trygge rammer, hvor der er fokus på læring, fællesskab og glæden ved at deltage.

Kontakt Skovhuse

Skovhuse

Skaboeshusevej 108A-B, 5800 Nyborg


Brit Bremer

Afdelingsleder

Skovhuse


9944 1111
APPFWU02V