Job i Grejsdalen 16 Hus 1
I Hus 1 arbejder vi med borgere, som har brug for en specialiseret og tværfaglig indsats. Vores arbejde spænder fra let guidning i hverdagen til tæt 1:1-støtte og skærmning døgnet rundt - og personlig pleje er en naturlig del af opgaven.
Vi står sammen som et team i en kompleks og meningsfuld hverdag, hvor vi alle tager ansvar, og hvor fleksibilitet, konfliktnedtrapning, overblik og positiv kommunikation er nøgleord.
Vores tilgang og værdier
I Hus 1 arbejder vi ud fra en rehabiliterende tilgang med KRAP som metode. Det betyder, at vi støtter borgerne i at bruge deres egne ressourcer og skabe et så selvstændigt og trygt liv som muligt.
Vores værdigrundlag er solidt forankret i:
- Anerkendelse
- Rummelighed
- Respekt
- Ligeværdighed
En arbejdsplads i udvikling - og et team med plads til alle
I Hus 1 er vi et ungt team, der er vokset ud af en tidligere større enhed. Derfor arbejder vi aktivt med at forme vores fælles faglige ståsted og definere, hvad der er kerneopgaven for os. Vi bringer alle vores erfaringer og idéer i spil – og bygger sammen et stærkt fundament.
Du bliver en del af et hold bestående af pædagoger, pædagogiske assistenter, omsorgsmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og en sygeplejerske. Vi har en bred vifte af erfaring og baggrund, og vi ser forskellighed som en styrke.
Refleksion og feedback er en del af hverdagen
Vi skaber rum for faglig refleksion og god kommunikation i alle vores sammenhænge:
- Ved overlap og debriefing
- På personalemøder og i supervision
- I den daglige kontakt og sparring
Her er der plads til udvikling og dialog – og til at bringe dine faglige idéer i spil.
En tryg og grundig opstart
Vi prioriterer en god introduktion til nye kolleger. Du får både praktisk og teoretisk introduktion med faste, kompetente kolleger. Vores faglige leder fungerer som din mentor og følger op på dig i dine første måneder.
Du vil også indgå i et forløb med KRAP-supervision 3–4 gange årligt, og det er planen, at alle medarbejdere i Hus 1 skal gennemføre KRAP-uddannelsen.
Om arbejdstiden
Som udgangspunkt arbejder du i både dag-, aften- og weekendvagter og typisk hver anden weekend. Vi er dog fleksible og lytter til individuelle ønsker - derfor arbejder nogle mest dag eller aften, som det bedst passer ind i deres liv.
Kontakt Grejsdalen 16
Grejsdalen 16
Grejsdalen 16, 5800 Nyborg