Sådan arbejder vi i Engbo Nyborg
I Engbo Nyborg bor voksne med betydelige og varige funktionsnedsættelser. Derfor arbejder vi med en målrettet, struktureret og tværfaglig tilgang, hvor både personlig pleje, pædagogisk støtte og sundhedsfaglige opgaver er en naturlig del af hverdagen.
Nogle borgere kan have en adfærd, der er præget af udadreagerende eller selvskadende mønstre. For at sikre tryghed og forudsigelighed er der udarbejdet individuelle døgnrytmeplaner, aktivitetsbeskrivelser og risikovurderinger for hver enkelt borger.
Individuelle planer og konkrete mål
Vores indsats tager altid afsæt i borgerens individuelle plan, som bliver revideret hvert andet år – eller oftere, hvis behovet ændrer sig.
Med udgangspunkt i planen arbejder vi med løbende delmål, der både understøtter borgerens udvikling og sikrer, at vi lever op til kommunens indsatsmål og bestilling.
Alle daglige aktiviteter planlægges med udgangspunkt i disse mål og borgerens aktuelle behov, ressourcer og trivsel.
Pædagogiske metoder og faglige tilgange
Vi anvender en række fagligt funderede tilgange i vores pædagogiske arbejde, herunder:
- Systematik i pædagogikken
- KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis)
- Neuropædagogik
- Basal stimulation
- Kommunikationspædagogik
- Demenspædagogik
Disse metoder hjælper os med at støtte borgernes udvikling og trivsel – og med at forstå deres signaler, motivation og handlemønstre.
Den pædagogiske værktøjskasse er bred, men hovedvægten er lagt på den anerkendende tilgang til borgerne. Du kan læse mere om faglige metoder og tilgange på Handicapcenter Fyn.
Kommunikation - på borgerens præmisser
Mange af borgerne har begrænset verbal kommunikation. Derfor benytter vi alternative og supplerende kommunikationsformer, som skaber kontakt, forstår behov og giver borgeren mulighed for at udtrykke sig.
Vi bruger bl.a.:
- Tegn Til Tale
- Kropssprog
- Konkreter og genstande
- Piktogrammer og Boardmaker
Målet er at understøtte aktiv deltagelse, tryghed og forståelse – både for borger og medarbejder.
Tværfagligt samarbejde og helhedsorienteret indsats
Vi arbejder tæt sammen på tværs af faggrupper og sikrer en helhedsorienteret indsats, hvor vi både støtter borgerens trivsel, sundhed og livskvalitet.
Vi stræber efter at skabe et hjemligt miljø med plads til forskellighed og fællesskab. Hver enkelt borgers hverdage tilrettelægges med respekt for individuelle præferencer, energiniveau og udviklingsmuligheder.
Når alder eller helbred medfører, at enkelte borgere ikke længere kan deltage i dagtilbud uden for huset, skaber vi i stedet et meningsfuldt dagsindhold i hjemmet med samme fokus på nærvær, struktur og livskvalitet.
Kontakt Engbo Nyborg
Engbo Nyborg
Skaboeshusevej 92, 5800 Nyborg
Lykke Singerholm
Afdelingsleder
Engbo Nyborg Hus 1 og 2, konstitueret i Hus 3
2495 2722 lykkes@rsyd.dk
Sandie Holmer
Afdelingsleder
Grejsdalen 25, konstitueret i Engbo Nyborg Hus 4
2464 9648 Sandie.Holmer@rsyd.dk