Sådan arbejder vi i Grejsdalen 23
I Grejsdalen 23 arbejder vi ud fra princippet om, at borgeren skal kunne mest muligt selv og bevare sine funktioner så længe som muligt. På den måde styrker vi både selvhjulpenhed og borgerens mulighed for at have indflydelse på sit eget liv.
Vores arbejde tager først og fremmest udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov. Da mange af borgerne i Grejsdalen 23 ikke har et verbalt sprog og derfor ikke verbalt kan italesætte deres behov, kræver det, at vi opbygger en tæt og tillidsfuld relation til den enkelte borger. Vi ser det hele menneske og bruger forskellige faglige perspektiver til at forstå og støtte borgeren bedst muligt.
Hverdagen og indsatsen planlægges med afsæt i den bestilling, vi modtager fra kommunen. Ud fra denne sætter vi mål, som fokuserer på at udvikle, styrke og vedligeholde borgerens kompetencer. Alt sammen med fokus på at skabe mest mulig selvstændighed og livskvalitet.
En hverdag med struktur
Struktur er en vigtig del af hverdagen i Grejsdalen 23. Det kommer til udtryk på mange måder fx i form af en genkendelig og forudsigelig dagsrytme eller brugen af en strukturtavle, hvor borgeren kan orientere sig og føle sig tryg i, hvad der skal ske.
Alternativ kommunikation
I Grejsdalen 23 arbejder vi med alternativ kommunikation med de borgere, der ikke har et verbalt sprog. Det betyder, at vi bruger tydeligt kropssprog, Tegn Til Tale og konkreter. Nogle borgere kommunikerer via deres dagstavle. Det handler om at skabe en kommunikation, der er tilpasset til den enkelte.
KRAP
Vi arbejder også ud fra KRAP-metoden. KRAP står for Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis. Det betyder, at vi møder borgerne med respekt og nysgerrighed og forsøger at se verden fra deres perspektiv. Vi tager os tid til at forstå og observere, før vi handler. KRAP giver os konkrete redskaber, som vi bruger i vores teams og på personalemøder til at sikre en fælles faglig tilgang.
Du kan læse mere om pædagogiske metoder og tilgange på Handicapcenter Fyn her.
Kontakt Grejsdalen 23
Grejsdalen 23
Grejsdalen 23, 5800 Nyborg