Job i Skovhuse
I Skovhuse arbejder vi hver dag for at skabe et godt og meningsfuldt liv for vores borgere. Med udgangspunkt i den enkeltes behov og ressourcer tilbyder vi pædagogisk støtte, pleje og omsorg – altid med fokus på livskvalitet. Her bliver du en del af en arbejdsplads, hvor arbejdet giver mening, og hvor fællesskabet står stærkt.
Et team af mange fagligheder – én fælles opgave
I Skovhuse er vi mange forskellige fagligheder samlet om én fælles sag: at give borgerne et trygt og indholdsrigt liv. Her er ansat socialpædagoger, ergoterapeut, social- og sundhedsassistenter, pædagogiske assistenter, social- og sundhedshjælpere, omsorgsmedhjælpere og både pædagogstuderende og social- og sundhedsassistent-elever.
Uanset baggrund byder vi alle ind med det, vi hver især kan – og vi lærer af hinanden hver eneste dag. Vi sparrer, hjælper og bakker hinanden op. Sammen skaber vi et arbejdsmiljø, der er præget af åbenhed, respekt og gensidig tillid.
I Skovhuse arbejder vi efter nogle helt centrale principper:
- Alle mennesker er forskellige.
- Alle mennesker er betydningsfulde.
- Alle mennesker har en række kompetencer.
- Borgeren er i centrum for vores arbejde.
- Faste, trygge rammer med plads til forskellighed.
- Personalet arbejder i borgerens hjem.
- Indlevelse - At personalet møder borgeren, der hvor denne er.
- Respekt - At personalet accepterer borgeren på dennes præmisser.
- Interaktion - At personalet er i stand til at handle i et samspil med borgeren.
En tryg og grundig start
Når du starter hos os, får du et introduktionsforløb, der tilpasses din erfaring og dine behov. Du følges med faste medarbejdere, som kender både borgerne og opgaverne godt, og du får mulighed for at lande i din nye rolle.
Introforløbet strækker sig over 3-4 uger og inkluderer bl.a. e-læringsmoduler for nyansatte, introduktion til medicinhåndtering, gennemgang af arbejdsmiljø og praktiske rutiner - så du føler dig godt klædt på til opgaven.
Udvikling og faglig fordybelse
Vi tror på, at faglig udvikling er en af nøglerne til arbejdsglæde. Derfor tilbyder vi kurser og efteruddannelse efter behov og ønsker. Vi udbyder KRAP-forløb i forskellig længde, alt efter faggruppe, og vi prioriterer supervision fire gange årligt.
Arbejdstiden i Skovhuse
Du kommer som udgangspunkt til at arbejde i et 12-ugers rul, hvor de samme fire uger gentages tre gange. Der er vagt hver anden weekend og nogle helligdage, og arbejdstiden ligger mellem kl. 6.00 og 22.00.
Det skaber både forudsigelighed og mulighed for at skabe balance mellem arbejdsliv og privatliv.