Skip til primært indhold

Sådan arbejder vi i Skærehaven

I Skærehaven tager vi udgangspunkt i det, borgerne kan, og bygger videre på deres styrker. Vi tilrettelægger den pædagogiske indsats individuelt, så hverdagen afspejler den enkelte borgers ressourcer, behov og interesser.

Borgergruppen i Skærehaven har sammensatte og ofte komplekse udfordringer, og derfor inddrager vi løbende relevant tværfaglig viden og modtager supervision. På den måde kan vi kontinuerligt optimere og sikre fagligheden og en god pædagogisk praksis.

Et liv med mening og livskvalitet

Vores mål er klart: Vi arbejder struktureret for at skabe en genkendelig og tryg hverdag, hvor borgernes kompetencer og ressourcer styrkes. På den måde styrkes også borgeres selvstændighed og deres indflydelse på eget liv. Tilsammen bidrager det til at skabe et meningsfuldt liv med høj livskvalitet for den enkelte.

Gode relationer og kommunikation

Gode relationer med borgerne er fundamentet for vores arbejde. Vi arbejder bevidst med at skabe relationer, der bygger på nysgerrighed, anerkendelse og gensidig tillid. Her er kommunikation et nøgleord. Med udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer bruger vi forskellige kommunikative værktøjer fx Tegn Til Tale, konkreter, tydeligt kropssprog og andre visuelle hjælpemidler som piktogrammer.

Individuelle planer og fælles retning

Alle borgere i Skærehaven har individuelle indsatsmål og delmål, som vi arbejder ud fra i det daglige. Målene bliver udarbejdet i samarbejde med borgerens handlekommune og tager udgangspunkt i borgerens ønsker og behov. Planerne, vi laver sammen, danner rammen for den støtte og struktur, borgeren får.

Faglige metoder og tilgange

Vi arbejder blandt andet ud fra metoderne Neuropædagogik og KRAP. KRAP står for Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis. Det betyder, at vi møder borgerne med respekt og nysgerrighed, og forsøger at se verden fra deres perspektiv. Vi tager os tid til at forstå og observere, før vi handler. KRAP giver os konkrete redskaber, som vi bruger i vores teams og på personalemøder til at sikre en fælles faglig tilgang.

Du kan læse mere om de pædagogiske metoder og tilgange, vi bruger i Handicapcenter Fyn på siden ”Faglige metoder og tilgange”.

Kontakt Skærehaven

Skærehaven

Strandalleen 132, 5800 Nyborg


Jeanette Nørregaard

Afdelingsleder

Skærehaven


9944 1131
APPFWU02V