Hverdagen i Grejsdalen 13
I Grejsdalen 13 skaber vi en hverdag med faste rammer og genkendelige rutiner, hvor tryghed og nærvær går hånd i hånd med individuel støtte. Hver beboer har sin egen rytme, og vi møder dem dér, hvor de er – med respekt for deres behov, ønsker og dagsform.
En god start på dagen
Dagen begynder stille og roligt. Nogle beboere vågner af sig selv, mens andre får hjælp til at komme i gang. Medarbejderne støtter op om morgenrutinerne med udgangspunkt i den enkeltes behov - hvad enten det handler om personlig pleje, struktur på morgenen eller blot en tryg og rolig opvågning.
Meningsfulde aktiviteter hjemme og ude
Nogle af borgerne er i aktivitets- og samværstilbuddet Låddenhøj i løbet af dagen, mens andre bliver hjemme og laver aktiviteter her. Også her tilpasses indholdet individuelt. Det kan være en cykeltur, et fodbad, en film, eller lytte til musik - altid med fokus på det, der giver mening og livskvalitet for den enkelte.
En god afslutning på dagen
Aftenen foregår i rolige rammer, hvor beboerne trækker sig tilbage og nyder egne aktiviteter som tv, musik eller kreative sysler. Medarbejderne er med til at skabe en god afslutning på dagen – med den støtte, der er brug for.
Natten igennem er der vågen nattevagt i huset, som støtter borgerne efter behov.
Struktur og støtte i hverdagen
Vi understøtter, at borgernes struktur og dagligdag opretholdes. Det gør vi fx ved at hjælpe borgerne med at komme i bad om morgenen, hjælpe dem ved måltiderne, ledsage eller afhente borgerne på aktivitetscenteret, ordne borgernes lejligheder m.m.
Medarbejdergruppen hjælper også med alt det praktiske fx købe tøj, gennemgå post, økonomi mm. Og vi hjælper borgerne med at overholde aftaler hos lægen, tandlægen, familiebesøg mv.
Kontakt Grejsdalen 13
Grejsdalen 13
Grejsdalen 13, 5800 Nyborg