Job i Grejsdalen 23
I Grejsdalen 23 tror vi på værdien af tværfagligt samarbejde. Her er alles meninger vigtige uanset anciennitet eller faglig baggrund. Vi arbejder tæt sammen for at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor vi lytter til hinanden, respekterer forskellige perspektiver og har en åben dialog.
Vores fælles mål er at skabe den bedst mulige livskvalitet for borgerne. Det kræver, at vi kan sætte os i deres sted og forstå deres behov. Hvis du brænder for at gøre en forskel og ser værdien i at arbejde tværfagligt, så er Grejsdalen 23 måske det rette sted for dig.
Vi klæder dig godt på
Når du starter hos os, får du en struktureret introduktionsplan. Vi har særligt fokus på at give dig en grundig oplæring ved den enkelte borger, fordi vi ved, at jo bedre vi forbereder hinanden, desto mere tryghed og trivsel skaber vi både for borgerne og for medarbejderne.
En arbejdsplads med mange kompetencer
I Grejsdalen 23 har vi en bred medarbejdergruppe med forskellige faglige baggrunde. Her arbejder pædagoger, pædagogiske assistenter, omsorgsmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter side om side. Alle faggrupper bidrager i opgaveløsningen, og vores samarbejde sikrer en helhedsorienteret indsats.
Faglig udvikling og læring
Du bliver en del af Handicapcenter Fyn, hvor du tilbydes fælles introduktion, medicinkursus og KRAP-uddannelse. I Grejsdalen 23 får alle medarbejdere desuden undervisning i Nænsomt Nødværge. KRAP-uddannelsen og Nænsomt Nødværge er en del af vores grunddannelse på tværs af Handicapcenter Fyn.
Den fælles uddannelse er med til at sikre, at vi står på det samme faglige fundament. Læs mere om vores grunduddannelse her.
Hvis du får en særlig funktion som arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant, praktikvejleder, forflytningsvejleder eller medicinansvarlig, tilbyder vi dig også en videreuddannelse, der sikrer, at du bliver klædt godt på til opgaven.
Vi holder pædagogiske dage to gange årligt samt supervision fire gange om året. Du kan også deltage i læringsgrupper, hvor du kan dele erfaringer og blive inspireret af kollegaer, der har samme funktion som dig.
Arbejdstider, der passer til dit liv
I Grejsdalen 23 arbejder vi med blandede vagter - morgen og aften. I tidsrummet kl. 6.00-22.00. Vi har faste rul, hvor du har vagter hver anden weekend.
Hvad siger kollegerne?
Medarbejderne sætter stor pris på arbejdsmiljøet og den meningsfulde hverdag i Grejsdalen 23:
"Vi arbejder individuelt med at tilgodese borgernes behov og skaber mening i hverdagens praksis sammen."
"Grejsdalen 23 er et fedt sted at være, fordi det er et job, der giver mening. Man føler, at man gør en forskel for borgerne. Hverdagen er aldrig ens, og det er rart med afveksling."
Nyere medarbejdere fremhæver også trygheden og sammenholdet:
"Grejsdalen 23 er en spændende arbejdsplads, hvor man bliver udfordret på en god måde - og man kan altid få hjælp."
"Arbejdsmiljøet er rigtig godt. De første par uger kan være udfordrende, men man bliver hurtigt en del af afdelingen. Der er en rigtig hyggelig stemning."
Hvad siger de pårørende om Grejsdalen 23?
For os er det vigtigt, at både borgere og deres pårørende føler sig trygge og hørt. Pårørende fortæller:
"Fra første gang vi trådte ind på Grejsdalen 23, oplevede vi en imødekommenhed og en god stemning, der gjorde det lettere at vælge stedet for vores datter. Vi har ikke fortrudt vores valg."
"Ledelsen er nærværende - både i forhold til borgere, personale og pårørende."
"Der er en høj faglighed hos personalet, hvilket skaber tryghed. Det er positivt, at der er mange forskellige faggrupper, så borgeren altid er i centrum."
Kontakt Grejsdalen 23
Grejsdalen 23
Grejsdalen 23, 5800 Nyborg