Sådan arbejder vi i Grejsdalen 13
I Grejsdalen 13 skaber vi en hverdag, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov og forudsætninger. Da behovene er forskellige fra person til person, tilrettelægger vi hverdagen individuelt og med blik for, hvad der giver mening for den enkelte.
Vi følger løbende op og justerer, når der sker ændringer i borgerens liv, eller vælger nye strategier til at håndtere hverdagen og omverdenen.
Tæt samarbejde med kommunerne
Vi har et tæt samarbejde med borgernes kommuner fx om borgerens indsatsmål. Vi planlægger hverdagen og indsatsen med afsæt i den bestilling, vi modtager fra kommunen. Det bruger vi til at sætte delmål, som fokuserer på at udvikle, styrke og vedligeholde borgerens kompetencer. Alt sammen med fokus på at skabe mest mulig selvstændighed og livskvalitet for borgerne.
Forudsigelighed og struktur
Vi anvender en struktureret pædagogisk referenceramme, der indebærer, at vi arbejder målrettet, systematisk og struktureret med opbygningen af et miljø, som er forudsigeligt og overskueligt for den enkelte borger.
Pædagogiske metoder og tilgange
I Grejsdalen 13 arbejder vi ud fra pædagogiske metoder og tilgange som fx KRAP og en konfliktforebyggende tilgang.
KRAP: Udgangspunkt i det, der virker
Vi arbejder ud fra KRAP-metoden. KRAP står for Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis. Det betyder, at vi møder borgerne med respekt og nysgerrighed og forsøger at se verden fra deres perspektiv. Vi tager os tid til at forstå og observere, før vi handler. KRAP giver os konkrete redskaber, som vi bruger i vores teams og på personalemøder til at sikre en fælles faglig tilgang.
En konfliktforebyggende tilgang
Nogle af borgerne i Grejsdalen 13 kan have en udadreagerende og selvskadende adfærd. Vi arbejder derfor med afledning, afskærmning, minimering af stimuli, at give valgmuligheder og at tilpasse mængden af krav til den enkelte.
Kontakt Grejsdalen 13
Grejsdalen 13
Grejsdalen 13, 5800 Nyborg