Job i Grejsdalen 15-17
Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor høj faglighed, kollegialt fællesskab og arbejdsglæde går hånd i hånd? Så er et job i Grejsdalen 15 og 17 måske noget for dig.
Her lykkes vi sammen
I Grejsdalen 15 og 17 bliver du en del af et engageret team, hvor faglig sparring og refleksion er en naturlig del af hverdagen. Vi har fokus på kerneopgaven, og vi tror på, at vi når længst, når vi lytter til hinanden og giver konstruktiv feedback. Som en kollega siger det:
"Vi er gode til i fællesskab at finde løsninger på de problemer, der opstår hen ad vejen."
Du får kollegaer, som er dygtige og åbne over for nye idéer. Vi mener, at man trives bedst, når man har medansvar og indflydelse på sit arbejde – og at man får lov til at være den, man er.
Der er udarbejdet ”Spilleregler for Psykologisk Tryghed”, for at vi i fællesskab kan sikre det gode arbejdsmiljø.
En god start og støtte hele vejen
Vi ved, at en god start betyder alt. Derfor får du en særligt tilrettelagt introduktion, hvor du har mulighed for at få tilknyttet en erfaren kollega som mentor. Og har du brug for ekstra introduktionsvagter, finder vi en løsning.
Du og din leder har opfølgningssamtaler efter 1-3 måneder, så du får den bedst mulige start.
Faglighed der udvikler dig
Du bliver en del af en arbejdsplads med mange faglige profiler – fra pædagoger og social- og sundhedsassistenter til omsorgsmedhjælpere og studerende. Vi lægger vægt på at styrke og udvikle din faglighed, og du får adgang til både kurser og faglig supervision.
Som ny medarbejder deltager du i Handicapcenter Fyns introdag og gennemfører e-læringskurser. Du kommer på medicinkursus, og som fastansat får du inden for de første to år af din ansættelse et kursus i KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis).
Derudover får du uddannelse i Nænsom Nødværge og et førstehjælpskursus. Som en medarbejder i Grejsdalen udtrykker det:
"Jeg har konstant mulighed for at forbedre mig inden for faget og lære mange nye ting."
KRAP-uddannelsen og Nænsom Nødværge er en del af vores grunddannelse på tværs af Handicapcenter Fyn. Den fælles uddannelse er med til at sikre, at vi står på det samme faglige fundament. Læs mere om vores grunduddannelse her.
Hvis du får en særlig funktion som arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant, praktikvejleder, forflytningsvejleder eller medicinansvarlig, tilbyder vi dig også en videreuddannelse, der sikrer, at du bliver klædt godt på til opgaven
Fleksibilitet i hverdagen
Arbejdstiden er skiftende med dag- og aftenarbejde imellem kl. 6.00-22.00. Du arbejder hver anden weekend i en fast 4-ugers turnus med forbehold for ændringer. Der er også en fast ordning for helligdage og sommerferie.
Der er tilknyttet et fast nattevagtsteam i tidsrummet fra kl. 21.45 – 06.15.
Vi forstår vigtigheden af balance mellem arbejde og fritid. Derfor er vi åbne for individuelle hensyn i forhold til arbejdstider – har du fx en fritidsinteresse, som ligger på en bestemt ugedag, forsøger vi at få det til at gå op.
Et sted med stærke relationer
Hos os bliver du ikke bare en kollega – du bliver en del af et fællesskab. Vores medarbejdere bliver typisk i mange år, og det skyldes blandt andet vores stærke sammenhold og gode arbejdsmiljø. Lyt bare til en af vores nyeste kolleger:
"Efter et år her kan jeg tydeligt sige, at det er den bedste arbejdsplads, jeg har arbejdet på."
Vi uddanner fremtidens fagfolk
Vi har et tæt samarbejde med pædagoguddannelsen, og både Grejsdalen 15 og 17 modtager løbende pædagogstuderende i praktik. Det styrker det faglige miljø og giver plads til nye perspektiver.
Kom og bliv en del af noget særligt
Hos Grejsdalen 15 og 17 møder du engagerede kollegaer, en fleksibel hverdag og masser af mulighed for faglig og personlig udvikling. Vi glæder os til at møde dig!
Kontakt Grejsdalen 15-17
Grejsdalen 15-17
Grejsdalen 15 og 17, 5800 Nyborg